Du kan stille op til Coop ambas landsråd

Når du er medlem af Coop, er du medejer, og du har mulighed for at engagere dig i og omkring din lokale butik og for at få indflydelse i Coop ambas landsråd. Coop amba er med sine to millioner medlemmer én af Danmarks største foreninger. Det er Coop ambas landsråd, der er den øverste demokratiske myndighed i andelsforeningen, og fra den 30. januar til den 21. februar kan du som medlem af Coop søge om at blive stillet op via din lokale Kvickly, SuperBrugsen eller Brugsen.

Kontakt bestyrelsen, som er medlemmernes lokale repræsentanter i din egen butik, hvis du gerne vil have indflydelse. Du kan se på dit medlemskort eller i din Coop app, hvilken butik du er medlem af. Du kan altid spørge efter forpersonen eller bestyrelsen, når du er nede og handle.

Landsrådet sætter den overordnede retning for foreningens strategiske arbejde, og fokus er Coop ambas indsatser og mærkesager. Der skal vælges 60 kandidater ved valget, der bliver afgjort den 31. marts 2025.

Få medbestemmelse

Stil op og vær med til at sætte retning for en af landets største foreninger.
Lige siden vi stiftede Danmarks første brugsforening i 1866, har Coop amba arbejdet for en mere bæredygtig hverdag til gavn for vores medlemmer, for samfundet og kommende generationer. Vi står bag månedsmagasinet Samvirke og Madpyramiden, og vi er stolte over at have introduceret økologi i supermarkederne og kvalitetsmøbler til folket gennem ikoniske FDB Møbler, som vi driver den dag i dag.

Stærkt netværk og faglig udvikling

Styrk din faglighed og vær med til at sætte retningen for en af Danmarks største foreninger. Når du bliver valgt til Coop ambas landsråd, udvikler du dig i mødet med andre engagerede mennesker fra hele Danmark, Grønland og Færøerne.

  • Du bliver ambassadør for Coop ambas mere end 2 mio. medlemmer
  • Du bliver sparringspartner for Coop ambas bestyrelse og direktion
  • Du får viden om Coop ambas arbejde med mærkesager inden for ansvarligt forbrug, fællesskaber for medlemmerne og bidrag til en mere bæredygtig hverdag
  • Du deltager i 1 møde om året
  • Du får et stort netværk med andre ildsjæle
  • Du bliver valgt for tre år ad gangen – når overgangen til det nye valgsystem i 2028 er indfaset. (Indtil da vil din valgperiode være afhængig af det antal stemmer, du får.)
  • Du får kørselsgodtgørelse og et skattepligtigt honorar på 3.753 kr. årligt.

Coop er ejet af dig og 2 mio. andre medlemmer

Sammen med andelsselskabet OK a.m.b.a. ejer vi dagligvarekoncernen Coop Danmark A/S og de cirka 900 Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount-butikker, du møder landet over.

Som medlem har du mange måder at handle på. Du kan for eksempel være med til at udvikle din egen butik, skabe flere oplevelser i dit lokalsamfund og være med i kampen for en grønnere hverdag.

Vil du have en plads?

Som medlem af Coop kan du søge om at blive stillet op via din lokale butik. Kontakt bestyrelsen i din SuperBrugsen, Dagli’Brugsen eller Kvickly, hvis du også gerne vil have indflydelse.

Et aktivt fællesskab

Landsrådets vigtigste opgave er at repræsentere vores 2 millioner medlemmer, når vi udvikler vores fælles forening og de virksomheder, vi er medejere af. Coops landsråd er et fællesskab, hvor medlemmerne engagerer sig, har lyst til dialog, udfordrer hinandens synspunkter og mødes for at udvikle en af landets største foreninger.

Sammen arbejder vi for at skabe en mere bæredygtig hverdag for Coops medlemmer.

Landsrådet er vigtigt, fordi det er medlemmerne af landsrådet, som er med til at sætte retningen for andelsforeningen Coop amba. Det er landsrådet, som vælger foreningens øverste bestyrelse og bestyrelsesformanden for Coop amba.

Spørgsmål og svar om din rolle som medlem af Coop ambas landsråd

Hvad er dine opgaver og ansvar?

  • Du bliver én af de 70 personer i landsrådet, som repræsenterer alle Coops mere end 2 millioner medlemmer og dermed er Coop ambas øverste myndighed.

  • Du varetager som medlem af landsrådet andelsforeningens og medlemmernes samlede interesser.

Du er bl.a. med til at:

  • Vælge medlemmerne til Coop ambas bestyrelse, herunder bestyrelsesformanden.
  • Behandle forslag fra landsrådsmedlemmer, bestyrelser i butikker og brugsforeninger samt fra Coop ambas bestyrelse.
  • Godkende Coop ambas årsregnskab og disponering af resultat.
  • Vedtage ændringer af Coop ambas vedtægter.
  • Fastlægge den overordnede retning for foreningen Coop ambas strategiske arbejde.
  • Fastsætte regler for vederlag og udgiftsrefusioner i Coop ambas medlemsorganisation.
  • Vælge Coops revisor.

Hvordan arbejder landsrådet?

  • Coop ambas landsråd er et fællesskab, hvor du engagerer dig, har lyst til dialog og udfordrer andres synspunkter for at udvikle en af landets største foreninger. Sammen arbejder du og landsrådet for at en mere bæredygtig hverdag for Coops medlemmer. Når vi udvikler vores fælles forening, handler det ikke alene om vores dagligvarebutikker, men også om at styrke lokale fællesskaber, crowdfunding og udviklingen af andelsbevægelsen.

  • Når du bliver valgt til Coop ambas landsråd, vil du møde mange andre foreningsaktive i Coop på tværs af Danmark, Færøerne og Grønland.

  • Du og landsrådet forholder sig på det årlige møde til bestyrelsens og direktionens beretning for det forgangne år, herunder godkendelse af Coop ambas årsregnskab.
    I forbindelse med forårets møde kan du opstille kandidater og stemme ved valget til Coop ambas bestyrelse.

  • Du og landsrådets øvrige medlemmer har tavshedspligt i forhold til fortrolige oplysninger, materiale mv., som du kommer i besiddelse af. Det vil fra Coop amba være gjort tydeligt, hvilke materialer som er fortrolige.

  • Coop ambas bestyrelse tilrettelægger landsrådsmøderne og leder møderne. Du kan komme med forslag til temaer, du ønsker behandlet på landsrådsmødet.

Hvem er de andre medlemmer af landsrådet?

Det nye landsråd består efter valget i 2025 af 70 Coop-medlemmer fra hele Danmark, Grønland og Færøerne:

  • 60 medlemmer valgt i Danmark (ekskl. Bornholm).
  • 1 medlem valgt af Coops medlemmer på Bornholm.
  • 1 medlem valgt af den grønlandske brugsforening, Kalaallit Nunaanni Brugseni.
  • 1 medlem valgt af den færøske brugsforening, Føroya Keypssamtøka.
  • Coop amba bestyrelsens 7 medlemmer (per 24. maj 2025)

Se, hvem der sidder i landsrådet på coopforum.dk/landsraad

Hvad deltager du i?

Som medlem af landsrådet deltager du i:

  • Landsrådets egne møder. Landsrådet samles til et ordinært landsrådsmøde i foråret.

  • Dialog med andre landsrådsmedlemmer i dit område som forberedelse til landsrådsmøderne.

  • Du vil som de lokale medlemmers talerør have løbende kontakt med de frivillige medlemsvalgte og evt. uddelere/varehuschefer fra områdets butikker og brugsforeninger.

  • Eventuelle løbende tema- eller debatmøder for Coop ambas medlemsvalgte på nationalt niveau. Sådanne møder afvikles typisk, men ikke altid, online.

Vil du vide mere?

  • Se den formelle beskrivelse af landsrådets opgaver i Coop ambas vedtægter (gældende fra 1. januar 2025) på siden her.

Hvem vælger Coop ambas landsråd?

Det er bestyrelsen i din lokale butik eller brugsforening, der opstiller kandidater til landsrådsvalget. Bestyrelserne kan hver opstille op til tre kandidater. Det er også de mere end 500 lokale bestyrelser, som kan stemme på de opstillede kandidater.

Spørgsmål og svar om valget til landsrådet

Hvornår kan jeg stille op?

Bestyrelserne i butikkerne kan opstille kandidater til landsrådet fra 30. januar - 21. februar.
Kontakt bestyrelsen i din egen butik, hvis du gerne vil have indflydelse.

Hvem kan stille op til landsrådet?

Alle medlemmer af Coop eller en brugsforening, der er medlem af Coop, kan søge om at blive stillet op via deres lokale SuperBrugsen, Brugsen eller Kvickly.
Kontakt bestyrelsen i din egen butik, hvis du gerne vil stille op.

Der er i Coop ambas vedtægter beskrevet nogle generelle krav til valgbarhed. Blandt andet kan man ikke stille op, hvis man har været en del af landsrådet i uafbrudt 12 år.

Hvordan stiller jeg op?

Hvis du vil stille op til Coops landsråd, skal du henvende dig til bestyrelsen for din lokale butik (din tilhørsbutik). Kontakt bestyrelsen i din egen butik, hvis du gerne vil have indflydelse.

Hvordan kontakter jeg min lokale bestyrelse?

Du kan se på dit medlemskort eller i din Coop app, hvilken butik du er medlem af. Du kan altid spørge efter forpersonen eller bestyrelsen, når du er nede og handle. 

Her på siden finder du også et link til et kort over alle de mere end 500 lokale bestyrelser i Kvickly, SuperBrugsen og Brugsen og kontaktinfo på formanden/forpersonen.

Hvem kan stemme på de opstillede kandidater?

Det er de lokale bestyrelser i butikker og brugsforeninger, der stemmer på vegne af de tilknyttede medlemmer.

Selve afstemningen foregår digitalt.

Hvornår er der valg?

Her kan du se tidsplanen for valget i 2025

  • Torsdag den 30. januar: Opstillingsperioden begynder.
  • Fredag den 21. februar kl. 23.59: Opstillingsperioden slutter.
  • Fredag den 28. februar kl. 16.00: Erklæring om valgbarhed skal være modtaget i valgsystemet.
  • Mandag den 3. marts kl. 16.00: Frist for at rette i kandidatoplysningerne.
  • Mandag den 24. marts: Afstemningsperioden begynder, og hver forperson i butikker og brugsforeninger modtager valgkort på mail og SMS.
  • Mandag den 31. marts kl. 12.00: Afstemningsperioden slutter. Resultatet publiceres senest kl. 18.00.
  • Tirsdag den 8. april kl. 19.00-21.00: Online introduktionsmøde for nyvalgte landsrådsmedlemmer.
  • Lørdag den 24. maj: Landsrådsmøde.